Hjemve?
Det kan for mange børn være en udfordring at skulle af sted hjemmefra uden at have mor og far med. Som regel er hjemve'en noget der går hurtigt over, og barnet får alligevel en god tur/lejr. Hvis dit barn på forhånd er utryg ved at tage af sted, er det måske værd at overveje, om det er bedst at vente med at tage afsted indtil næste tur.
Erfaringen viser, at et barn, der har fået at vide, at det kan blive hentet hjemmefra, ”hvis det ikke går,” er ekstremt svær at trøste. Det handler i høj grad om forældrenes forventninger til barnet. Hvis forældrene forventer, at barnet får en god tur, og glæder sig at høre om alt det spændende, barnet har oplevet, så vil barnet få en hel anden indgangsvinkel til turen.
Forebyggelse
- Lad være med at aftale, at barnet ”bare skal ringe, hvis der er noget – så skal vi nok komme og hente jer". Det skaber en forventning om, at der vil ske noget på turen, hvilket gøre barnet usikkert. I de fleste tilfælde overvinder barnet sin hjemve ved ikke at have fået den nemme udvej hjemmefra. Aftal hellere med spejderne, at de skal have det sjovt, hvilke bamser de skal have med, hvem de skal sove ved siden af, osv.
- Fortæl spejderens ledere hvis spejderen før har haft hjemve, eller hvis spejderen op til turen har givet udtryk for at han/hun vil få hjemve. På denne måde kan lederne være opmærksom på spejderen. Skriv gerne en mail til lederne på forhånd - så skal beskeden ikke overleveres foran spejderen, eller i det hektiske øjeblik for alle spejderne modtages på turen.
- Undgå mobiltelefonen på ture/lejre. Det er ikke meningen, at barnet selv skal kontakte sine forældre, hvis barnet er ked af det. Hvis barnet gør dette, bør I insistere på at tale med en leder. Det er heller ikke en god ide at kontakte barnet mens de er på tur, for eksempel for at sige godnat, da det kan starte hjemve eller gøre det værre.
Hjemve på turen
Lederne vil i den konkrete situation vurdere om det er muligt at overtale spejderen til at blive. Hjemve hos én spejder kan nemt smitte og føre til flere tilfælde - lederne vil derfor ikke tøve med at sende spejderen hjem, hvis de vurderer at hjemve'en ikke kan takles.